Statist i dokumentar om Jacob A. Riis

2019-04-10

Efter at være blevet færdig med Køkkenelevatoren, var alting roligt på skuespillerfronten... lidt for roligt.

Jeg havde regnet ud, at det var første gang i godt 14 måneder (siden starten af februar 2018), at der ikke var noget planlagt forud, og derfor havde jeg ikke noget at se frem til. Så jeg måtte være mere opsøgende.

Tilfældigvis så jeg et opslag, både på Facebook og på DASK, hvori man søgte efter statister til optagelser foran greenscreen i Odense. Når der er lavvande i "projektkassen", kan man næsten altid ty til statistopgaverne.

Jeg mener ikke at have vidst, at der var tale om Jacob A. Riis, eller i det hele taget, en dokumentar. Jeg tænkte bare, at det passede godt sammen - både tid og sted.

Under alle omstændigheder sendte jeg et nyt billede af mig selv, som anvist. Jeg havde siden starten af året, haft et overskæg som jeg havde bibeholdt i årets tidligere projekter - og godt for det! Det kunne de nemlig godt bruge, så jeg blev udvalgt.

Datoen for optagelse var d. 10. april.
Jeg tog til Odense og fandt frem til adressen (i en bygning, der vistnok blev anvendt som fotografistudie til hverdag).
Jeg havde på forhånd sendt mine mål afsted, så kostumet hang klar til at blive prøvet af... og det sad fint.
Jeg blev sminket (eller sodet til, om man vil), og så var man ellers klar.

På et tidspunkt var der nogle som stødte til, som jeg var bekendte med - Bjarne Jønsson, ikke fordi at jeg har arbejdet sammen med ham, men vi har mødtes et par gange i andre sammenhænge. Jeg mente også at have mødt Teddy Andersen før, men i hvilken sammenhæng det var, mindes jeg ikke.

Nå, men så skulle vi ind - nogle skulle ind enkeltvis og andre ind i små grupper af 3-4 stykker. Jeg var inde sammen med Teddy, for vi skulle begge være på en trappe, der var malet grøn. Det skal siges, at hele scenen der skulle laves, var en genskabning af Riis' fotografi "Bandits' Roots" (1887).

Nå, men en lang historie kort; jeg skulle forestille, at komme ud fra et hus og stå på den her trappe og kigge ud mod kameraet. Det gør jeg så, og efter ÉT take, siger instruktøren: "Tak. Det var vist det".

Hurtig ekspedering, det må man sgu sige!

Og dermed var min del færdig. En masse arbejde for så lidt. Men sådan er det jo i filmens verden.
Jeg var i hvert fald bare glad for at være med, når jeg ikke havde andet på tapetet.

Heldigvis skulle det ikke vare længe, før jeg fik noget nyt at se frem til.

Se traileren for Jacob A. Riis Museum i Ribe.