Premiere på Genstart

2020-10-19

Det er altid forrygende, nervepirrende og absurd at stille sig op foran et publikum og bare give los, og det må man sige at der var rig mulighed for at gøre med et stykke som Genstart!

Jeg tillader lige at 'poste' det opslag, som jeg har lavet på Facebook, for det rammer egentlig meget godt, hvad jeg alt jeg vil sige om stykket:


Og så blev 'Genstart' afsluttet...
Ikke flere "fucking gentagelser" - vi har spillet nok.

Da jeg gik til audition i slutningen af august, vidste jeg ikke rigtig hvad jeg gik ind til... men et stykke om krig, følelser, mening, og filosofi og mange andre ting, vævet ind i et dybtfølt drama, fik bare min hjerne til at sige; ja!

Jeg trængte til at komme i gang med teater igen - specielt efter et ½ år med megen stilstand og en lettere nedtur pga. hele corona l-o-r-t-e-t...

For ca. 1½ måned siden, var der meget der skulle ses til, som blot voksede jo tættere vi kom på premieren; et manus på 60+ sider der skulle fordøjes (plus løbende rettelser og tilføjelser), karakterarbejde og analyse, skuespillerudskiftning, sceneopbygning, kostumer og sminke osv.
Det var lige før man tvivlede på, om man nu ville blive klar til det hele... Men det blev vi jo..!

Jeg er superglad for det endelige resultat. Et virkelig interessant og dybt manus af Peter Andersen, som fik sat mange tanker i gang hos alle os skuespillere.
Peter har haft et godt øje for hvilken retning vi alle skulle løbe i, og har altid været åben for input og idéer, og det er rart endelig at have arbejdet sammen med én af UT's bagmænd.
Vi har været et super godt hold, bestående af både velkendte, og helt nye ansigter. En god omgangstone og morskab har gjort det rart at være sammen - specielt igennem den seneste uge, hvor vi har øvet hver dag.

En interessant note; jeg tror nok at det her stykke - i hvert fald af de mere intime stykker jeg har været med i - er det, hvor jeg har opdaget nogle små nuancer eller detaljer for hver eneste forestilling, som jeg så har spillet på (ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det... men anyway...)

Tak til alle jer, som tog jer tid til at komme og se det!
Og tak til alle på holdet, som jeg værdsætter på hver deres måde.
Det har været fedt at være i gang igen.
Og det har været fedt at give liv til Marduk.


Ja, og herfra venter der så en tur til Fredericia, for at påbegynde det næste teaterprojekt - og det skal vi være klar med om kun 1 måned!