Konsekvenser af COVID-19: Maj opdatering

2020-05-31

Og så går maj måned på hæld... måned nummer tre med Corona. Har det betydet, at der er sket ligeså "lidt" som i april?

Nej!

For i takt med at samfundet er begyndt at åbne sig ligeså stille op igen, så er der også kommet gang i den - sådan lidt over det hele - igen.

Som jeg nævnte i mit forrige blogindslag, så satsede holdet på "Dracula", at vi alle kunne samles til læseprøve her i maj... og det lykkes!

Det var herligt at få hilst på alle mine medspillere, og få set hvad visionen for opsætningen var. Vi blev præsenteret for scenografien, koreografien, musikken, kostumerne og meget mere, og det hele så/lød fantastisk godt!
Jeg kan ikke vente til vi skal i gang senere i år.

Jeg var så god, at score to skuespiljobs, som jeg lavede med blot få dages mellemrum. Mest interessant var det, at begge var stemmeroller! Noget, som jeg har ønsket (og stadig ønsker) at få mere af.

Det ene var et hørespil (en lønnet opgave) i Kolding, og det andet var en kortfilm i Aarhus.
Begge opgaver var sjove at give mig i kast med, og det var herligt at komme ud og få 'leveret' noget til nogen igen - og så var det, på begge opgaver, nogle gode folk, som vidste hvad de ville have, men som også gav mig fri til at prøve flere ting af. Fedt!

Udover det ovenstående, har jeg også arbejdet videre med mine egne karakterer, og bl.a. fået lavet et lille 'nyhedsindslag', som kan ses i videoen til højre.

Nu hvor vi går ind i juni, så håber jeg, at der snart kommer flere muligheder. Vi kommer til at have et par 'workshops' på "Dracula" over de næste par måneder, så vi kan holde stemningen oppe, og jeg tror også, at vi snart finder ud af hvad vi gør med "De tre hanrejer".

Husk: pas stadig på jer selv derude :)