Konsekvenser af COVID-19: Juni opdatering

2020-06-30

Den fjerde måned med corona lakker mod enden, og det lysner lidt i horisonten. Men hvad har juni måned så budt på?

Tja, som jeg kort nævnte i forrige måneds indlæg, så manglede vi stadig at få svar på, hvad der skulle ske med "De tre hanrejer". I starten af denne måned, fik vi så svar, da det meste af holdet mødtes i Horsens; stykket bliver udsat til sensommeren 2021.
Det passer mig fint, eftersom "Dracula" jo blev rykket med et halvt år, og jeg var bange for at det ville komme i karambolage med hinanden.

Apropos "Dracula", så spurgte instruktør Michael Hansen, om jeg havde lyst til at spille Hr. Kragemose (rollen som Jesper Klein spillede) i Teater Malstrøm's opsætning af "Sonja fra Saxogade". Jeg måtte lige tænke mig om, men jeg valgte at sige ja - også for at starte lidt "lettere" ud, før vi tager fat på det lidt sværere stof ;)

Jeg fik også i denne måned lavet et nyt nyhedsindslag - denne gang med min politikerfigur Thorben L. Øgner. Han har gang i nogle skumle planer, og man kan se mere i videoen til højre.

Jeg har desuden fået søgt op til flere film- og kortfilmprojekter, men jeg afventer stadig svar. Skulle de dog blive til noget, så vil jeg være godt beskæftiget de næste par måneder.

Vi må se hvad der sker her i juli måned - mulighederne står i hvert fald i kø, og det er bare med at springe ud i det, og se hvad der sker. Som det første, så er der lige en åben casting i Aarhus, som jeg tager til i morgen.

Pas fortsat på jer selv derude :)