Audition til De tre hanrejer

2020-01-23

Som nævnt i mit tidligere blogindlæg, så vidste jeg at Horsens Amatør Teater (HOAT) allerede var i gang med at planlægge deres 2020 sæson. Faktisk var de allerede begyndt få uger efter Faderen, da instruktør Julie Pedersen allerede havde haft afholdt audition på sit næste projekt: Til Mine Brødre.

Jeg havde valgt ikke at gå til audition på det stykke.
Dels fordi jeg var i gang med at øve til Postnisserne på mærkerne, men også fordi, at jeg gerne ville videre fra Horsens - nu havde jeg været dér, og jeg havde andre projekter i kikkerten for det nye år.

Men jeg havde hørt, at der her i januar, var endnu en audition til et andet stykke, som HOAT også skulle til at lave: De tre hanrejer - et stykke i commedia dell'arte genren, skrevet af Henning Nielsen i starten af 1970'erne.

Commedia dell'arte var jo det klassiske gadeteater.
I Italien i 1500-tallet fandtes der trupper, der rejste rundt fra by til by, og optrådte med maskespil i erotiske og komiske udskejelser (alt det italienerne er gode til, foruden mad og musik).
Det er takket være Commedia dell'arte traditionerne, at vi den dag i dag kender til finurlige figurer som f.eks. Harlekin, Colombine, og vores helt egen, Pjerrot.

Nå, men jeg havde som sagt hørt, at de skulle have audition på stykket her i januar. Commedia dell'arte havde jeg aldrig prøvet kræfter med før, så det var nærmest åbenlyst, at jeg måtte gå til audition.

Det endte da også med, at jeg kom med på holdet, og fik rollen som Zanni. Så nu glæder jeg mig til at komme i gang, for vi har fået et godt hold sat sammen her.